Fællessang, frikadeller og ”Olle OL”

Tirsdag den 14. april var en stor dag for ”Besser i Bevægelse”, der blev inviteret på besøg hos Aalborg Sportshøjskole, som fornyeligt har lanceret faget ”Gør en forskel”, hvor eleverne skal tage initiativ til at gøre en forskel for andre. Derfor havde eleven Anne-Mai Goul valgt at invitere en gruppe beboere fra sin tidligere arbejdsplads, plejehjemmet Dragsbækcentret i Thisted, på besøg. Dagen startede med at beboerne ankom i plejecenterets bus, hvorefter de blev taget godt imod af alle eleverne på højskolen med en omgang fællessang. Derefter stod programmet på frokost inden det planlagte ”Olle OL” kunne begynde. 

Olle OL er et anderledes trænings- og motionskoncept, der henvender sig til ældre, som er udviklet af foreningen Besser i Bevægelse. Projektets overordnede idé er at motivere plejehjemsbeboere til øget aktivitet, bevægelse og motion med henblik på forbedret rehabilitering, velvære og livsglæde samt at fremme fællesskabet mellem de ældre borgere. Derudover er instruktionerne til Olle OL-konceptet oplæst af tidligere sportskommentator, Svend Gehrs, hvilket er en velkendt stemme blandt de ældre mennesker, som forhåbentlig kan vække et minde fra deres yngre dage.

Da Olle OL skulle til at begynde, satte eleverne og plejehjemsbeboerne sig i en cirkel så der var godt udsyn til alle deres medatleter. Kim Jensen, højskolelæreren som står for faget ”Gør en forskel”, satte så gang i Olle OL. Først stod den på fællessang i form af nationalsangen, og så opvarmning, hvilket Olle OL-konceptet altid starter med inden de mere intensive øvelser kan begynde. Der blev lavet udstrækninger og smilet til sidemanden. Grinene og smilene begyndte lige så stille at fylde rummet, og det kunne mærkes at samværet mellem de unge elever og de ældre blev nydt. Efter opvarmningen begyndte aktiviteter som løb, boksning og roning, hvor pulsen begyndte at stige blandt deltagerne. Selvom alle deltagerne var fokuseret på øvelserne, var der stadig tid til smil, grin og fjollerier. Da pulsen var kommet op, var der tid til en velfortjent vandpause, hvilket altid er en fast del af Olle OL-konceptet, for at sikre at alle deltagere holder sig hydreret. Dernæst var der tid til at få pulsen ned igen med en kort fællessang og et roligt stykke musik. Hermed var Olle OL kommet i mål, og alle deltagerne virkede til at være tilfredse og havde hygget sig. Men glæden var ikke ovre, for Thomas Fedder, projektleder af Besser i Bevægelse, valgte at overrække kassen med Olle-OL-konceptet til Dragsbækcenterets medarbejdere, Anna Odgård, som i stor overraskelse takkede for gaven. Nu kan beboerne på Dragsbækcenteret benytte sig af Olle-OL lige så meget som de har lyst til. Til sidst sluttede dagen af med en velfortjent omgang kage og kaffe, samt en rundvisning på Sportshøjskolen, inden bussen med beboerne igen vendte hjem mod Dragsbækcenteret. Besser i Bevægelse er en almennyttig forening, og konceptet er en videreudvikling af Action Kids, som er Danmarks største bevægelseskoncept henvendt til børnehavebørn i aldersgruppen 3-6 år.

Kontaktoplysninger:
Thomas Fedder, projektleder i Besser i Bevægelse.
fedder@actionkids.dk
40 54 42 38

Kathrine Vedsted, PR og SoMe.
kathrine@actionkids.dk
81 71 98 28 

Del indhold:

Relateret indhold